Scotland 1999, rundt om Luing.

The route.

På grund af livets uforklarlige foranderlighed, var jeg endt i Scotland, med min elskede (nu) kone. Under vores ophold her var det logisk at mænge sig i den lokale båd klub. Royal West of Scotland Amateur Boat Club (RWSABC). Det var en båd klub i ordets egentlige forstand, da den rummede jollesejlads, robåde og kajakker.

På et tidspunkt var der mulighed for at deltage i en weekend tur. Trods jeg ikke var øvet nok til en sådan tur, farvandet taget i betragtning, fik vi en sludder med turlederne, hvor det dels kom frem at flokken var temmelig blandet, niveau mæssigt, samt at der var lagt alternative ruter, til brug hvis vejret blev snavset. Og vigtigst af alt, der var adskillige meget kompetente paddlers imellem deltagerne - ud over turlederne - så man skulle nok blive pillet op i båden, hvis det blev aktuelt.

Det der skal tages mest hensyn til, på sådan en tur, er tidevandet.!! Du skal, i et 'skiv' som en kajak, forcere stræderne imellem øerne så vidt muligt når tidevandet vender - så der skal planlægges, lidt mere end Danskere er vant til. Og først derefter kommer vejrudsigten - vi vil jo stort set altid "bare" blæse på land. Vejret kan skifte rimeligt hurtigt heroppe, så man skal være på vagt. Da vi alle er udstyret til at klare os et par dage, går det jo nok.

På sådan en tur som denne havde turlederne plan A --> E, hvor "E" var at vi blev på land. Vi brugte plan A - den længste, og med mest i åbent hav. Turlederne (4 stk) har hver en walkie med, plus div. biltelefoner naturligvis. Vi var alt i alt 29 kajakker af sted.

Vi startede med at køre ca. 2½ time fra RWSABC i Greenock til Arduaine (22 km syd for Oban), Fredag eftermiddag. Her slår vi lejr for natten.

Næste morgen stævnede vi ud i Shuna/Seil Sound, med kurs mod Cuan Ferry Village ved nordspidsen af Luing, via et lille stræde imellem Luing og Torsay Island. Selv på det planlagte tidspunkt hvor vi passerede strædet ved Cuan Ferry Village var hastigheden på strømmen nok 6-8 knob. Vi snakker Atlanterhav her.! I omegnen af 2½-3 meter dagligt tidevand. Der skal virkelig bæres vand ind, og ud, af div. fjorde og bugte.

Vi holdt middagsrast på en lille, nu, øde ø - imellem Luing og Garvellachs. Der var stadig rester af bebyggelsen tilbage, men for fanden hvor har det været barskt at bo derude. Selv på en dejlig solskins dag, med behersket vind, som vi var dér på, kunne man roligt beholde sit vindtætte tøj på.

Efter rastet fortsatte vi mod Garvellachs, hvor vi fulgte den vestvendte kyst. Herude kom Atlanterhavs dønningerne rullende ind, 2-3 meter høje, men da der er 50-100 meter fra dal til top var det kun dejligt, selv om det er en løjerlig fornemmelse at paddle op ad bakke. Med den "rigtige" afstand til de andre paddlers, forsvinder de helt fra horisonten ind imellem. Hvis kikkerten kunne kompensere for kimning og dis, ville der faktisk være frit sigt til Nova Scotia herfra - sjov tanke ikke.??

På Garvellachs sydspids sov vi natten til Søndag. Herude er der et 'frilands-museum', med middelalder huse, gravplads, stalde, og et korntørreri..!! På gravpladsen skulle efter sigende ligge St. Colurnbas mor - Columba (521-97) var en irsk munk / piktisk apostel der fortsatte hvor St. Patrick stoppede, med dels at kristne øriget, men også samle det.

Dagen efter havde vi turens værste/hårdeste tørn, på vej til Scarba/Lunga strædet. Høje bølger, men det var nu meget sjovt - men vinden! Fy for satan! Det var en hård time med kuling lige i panden. Da vi endelig kom under land og forventede at den ville løje af: Nixen bixen.! Vi fik den bare fra siden, så vi ved at tippe rundt, fordi vinden tog hårdt fat i den frie ende af pagajen. Denne strækning var så slem at selv flere af "de gamle" sagde, de aldrig havde været ude i noget værre. Et par af pigerne måtte da også ned og kigge på fisk, ude i møget. En af fyrene fik vand ind i agterenden på kajakken, dvs. forenden løftede sig, så han ikke kunne manøvrere i den hårde vind - han blev ledsaget til land, fik tømt kajakken, og afsted igen. En anden af pigerne måtte også på land og tømme kajak, men det var forstavnen der var blevet tung. Nogle gik på land på Scarba for at tømme kajakker vor vand etc. Nu begyndte turlederne at skynde på, for vi skulle meget gerne snart igennem strædet, pga. tidevandet. Men vi kom da igennem uden nogen form for dramatik.

Herefter krydsede vi så Sound of Luing, for at holde et tiltrængt middagsrast, på sydspidsen af Luing. Her var der alm. striptease bag hver eneste sten og busk - folk vil have tørt tøj på inden sidste etape. Resten af turen, syd og øst om Shuna, forløb stille og roligt, der var kun en kraftig strøm at kæmpe med det sidste stykke imod Arduaine - for at holde 'to over en', måtte kajakken nærmest være drejet 45° i sejlretningen.

24 km Lørdag - 20 km Søndag
steen bondo

Valid HTML 4.01 Transitional