www.havkajakroerne.dk->Ture ->

Langtur og spaghettiarme

Efterårs stemning.

Eva Henriksen, Vallensbæk Kano og Kajak Club (nu også Foreningen af Havkajakroere)

For 10 år siden begyndte jeg at ro kajak og var grebet så grundigt, at jeg kort efter købte mig en brugt raptus, som jeg har haft glæde af både i det daglige og på langture. Men en raptus har sine svagheder, når det drejer sig om langtur, så her i foråret gik jeg og grublede lidt over, hvor jeg skulle tilbringe ferien sammen med kajakken.
Omkring Sankt Hans - en halv snes dage før take-off - får jeg en opringning fra klubben: Den havkajakplads, jeg har været skrevet op til i evigheder, den er der. Dagen efter kommer min voksne søn på besøg og fortæller, at han skal til nordjylland for firmaet - i bil med tagbagagebærer.....
Ikke så forfærdeligt mange dage efter står jeg i Lemvig med oppakning, næsten uprøvet havkajak (uden ror!!) og en dejlig, lang ferie foran mig. Det gik meget hurtigt med at beslutte sig for Limfjorden, som længe har været en drøm.

Nu har jeg ikke lært alle de spændende ting, man kan lave med en havkajak, så jeg besluttede mig for at nyde godt af den ekstra stabilitet og soliditet uden dog at tage chancer ved at gå over større afstande eller lignende. Det er jo ferie, ikke dødsrute.
Jeg havde alt det med, jeg kunne få brug for, undtagen en fløjte i redningsvesten og så selvfølgelig proviant til seks uger, men det købte jeg undervejs. En af de ting, jeg også nåede at få pakket, var en stak plastiklaminerede kort og søkort over hele min rute. Søkort er en god ide, hvis man vil undgå at blive fanget på lavt vand, der bliver lavere og lavere, eller hvis man gerne vil gå udenom barierresystemer langs kysten. Det er en erfaring, jeg har gjort på den hårde måde, nemlig ved at spadsere med min raptus på lavt vand den ene gang efter den anden. Så jeg ønskede mig - og fik - det levende søkort i julegave.

Jeg ville lægge lidt forsigtigt ud. Sagen er nemlig, at jeg har været kommet til skade og stort set ikke havde roet i to år. Så en langtur er måske ikke det mest fornuftige, på den anden side kan jeg jo selv vælge mine distancer og mine fridage, så mon ikke det skulle gå? Jeg er jo ikke på vej til at skulle præstere eller bryde rekorder.

Turen kom til at forløbe således:
Lemvig - Thyborøn. Jeg var nødt til at tage ud til Vesterhavet, når jeg var så tæt på. Tilbage til Lemvig og derfra til Struer. På vej til Struer blæste det en del, og jeg fik søerne ind foran på tværs. Jeg havde endnu ikke helt fanget fidusen med sænkesværd og bølgemanøvrering, så der var tidspunkter, hvor jeg nærmede mig nogle mega-hysteriske anfald, fordi det #%&#-skib ikke ville makke ret. Men jeg fandt ud af det og undgik at blive sendt ind i brændingen.
Struer-Jegindø. Den dæmning, som er mellem Thyholm og Jegindø er hel og ubrudt. Man skal bære over eller ro udenom Jegindø. Jegindø via Munkholm Odde til Nykøbing. Ved Munkholm Odde lå der ca 50 sæler og solede sig. De hoppede alle i vandet og kom hen til os, da vi kom - jeg fulgtes med to robåde fra Struer Roklub - og det var noget af en oplevelse. Rundt om Fur - en flot tur, som jeg tog fra Nykøbing. Videre øst og nord om Mors forbi Fegge Klit og til Amtoft. På et gammelt kort i Amtoft sejlklub var klitten afmærket med et kryds og teksten: "Her ligger Kong Fegge begravet." Jeg nåede ikke at finde ud af, hvem i alverden Kong Fegge er, så det må jeg have til gode. Men jeg spadserede en tur ind for at kigge ud over vejlerne og det rige fugleliv. Dybt fascinerende! Det var i Amtoft, jeg fik sommerens voldsomste uvejr - torden og hagl og regn i overdådige mængder. 15 s/m vind og et par ekstra overliggerdage. Fra Amtoft gik det videre til Løgstør og herfra til Nibe. Jeg kom ikke ned til havkajakroerne i Hjarbæk fjord, for de holdt ferie, og desuden begyndte jeg at forstå, at Limfjorden kan blive meget lang, hvis man skal ind i alle krogene. Men er man først kommet til Nibe, så er der ikke så mange kroge tilbage. Jeg tog så til Gjøl og gik bagom Egholm til Aalborg. Gik er det rigtige ord! Det var så også den eneste gang, jeg blev fanget af lavt vand.

Den østlige ende af Limfjorden er ikke helt så spændende, især er Langerak kedelig. Den kom jeg igennem en dag med dis, og det var bare 30 km vindmøllepark og fladland. Kedeligt, siger jeg bare, kedeligt! Især fordi der kun er ordentligt vand i renden i midten, så der var mindst 1 km til hver side, og disen gjorde, at der absolut ikke var noget at kigge på. Den burde hedde LangeMoRak. Men jeg nåede da til Hals, hvor jeg mødtes med søn og svigerdatter, som var på motorcykelferie, og vi var ude at spise civiliseret mad med kniv og gaffel og dug på bordet. En afvekslende oplevelse.
Da jeg skulle videre, afleverede jeg nøglen til roklubben hos lodsen, som jeg havde fået besked på, og samtidig spurgte jeg til vandet 'derude'. Der er jo ca 3 km rende ud til Kattegat og det rigtige vand udenfor barriererne, og jeg var betænkelig. Min betænkelighed var nu heller ikke blevet mindre af den måde, folk i Limfjorden kunne sige 'åbent hav'! Men lodsen svarede beroligende, og jeg tog af sted. Heldigvis valgte jeg at gå udenom i stedet for at vælge at følge en af renderne, så det betød, at jeg fik flere km fin sandstrand helt for mig selv. Helt, helt for mig selv. Så jeg var i land flere gange for at bade naturel.
Herfra blev det så kystsejleds ned langs kysten til Ebeltoft færgehavn. Og det lykkedes mig at komme hele vejen uden at blive spærret inde af revler, der vokser op og bliver til tørt land. Det er der ellers en masse af langs den jyske østkyst.
Undervejs overnattede jeg i Als, som ligger lige nord for Mariager Fjord. Der er en lille, billig campingplads (40,- kr), hvor størstedelen af folkene er fastliggere, dvs at de bor der hele sommeren i deres campingvogne. Jeg blæste inde i 5 dage, og jeg havde nogle dejlige dage sammen med folkene dr. En lærte mig, hvordan man kigger efter rav, når vandet er 'ude' - ved lavvande bliver flere hundrede meter af bunden tørlagt - en inviterede på kaffe, n fortalte historier om pladsen og dens beboere - ret underholdende historier. Joo, det var et godt sted. Fastliggere er et helt særligt folkefærd. Og så var jeg så heldig, at der var koncert i kirken, mens jeg lå blæst inde, så finkulturen fik også sit. Der var korfestival i nærheden, og en eller anden havde været hurtig og inviteret et par af disse dygtige kor hen at synge i kirken. En flot oplevelse efter alle de hæse skarvskrig, mine ører har måttet tåle. Derfra tog jeg til Fjellerup Strand og videre til Grenaa, hvor jeg tilbragte nogle dage i roklubben og også var inviteret ud som baglænsroer. Vi roede en fin tur ud forbi Fornæs fyr, hvor vi mødte et par marsvin og fik sommerens smukkeste solnedgang. Så var der blot endnu en overnatning i Dråby, før jeg roede ned til færgen.
Fra Ebeltoft tog jeg færgen til Sjællands Odde, hvor jeg overnattede på stranden ved Klintebjerg, og så var jeg jo næsten hjemme, for jeg ville gå nord om Sjælland.
Hundested - Gilleleje var et langt stræk, til gengæld ville der ikke være så langt til Helsingør, hvor jeg også gjorde holdt. Fra Gilleleje begyndte civilisationen at trænge sig på igen, men det store kulturchok kom efter Tårbæk havn. Trafikken var ganske vist øget, efterhånden som jeg kom længere sydpå, men i samme øjeblik, jeg kom rundt om havnemolen i Tårbæk, var det som at komme ind i en skolegård i det store frikvarter. Sejlere, brædtsejlere, kajakker, robåde vandski, motorsejlere, små speedbåde, gummibåde, badegæster - alt, hvad der kunne tåle vand, havde sat hinanden stævne. Jeg blev fuldstændig forvirret og følte mig som Crocodile Dundee, da han kommer til New York og prøver at hilse på alle dem, han møder på gaden. Hidtil havde jeg jo ikke mødt flere mennesker, end jeg kunne overkomme at hilse på. Og de meget få gange, jeg havde mødt nogen i kajak, stoppede vi selvfølgelig op til en snak. Men her...!!! *suk* Jeg var lige ved at vende om og søge op til stilheden i Limfjorden igen.

Seks uger efter start ankom jeg til Vallensbæk Kano og Kajak Club, hvor jeg hører til. Jeg havde da yderligere besøgt Palo og Bryggens Kajak Club. BKC besøgte jeg nærmest, fordi jeg ikke ville kom hjem en dag før tiden, og så er det dejligt at besøge kendte folk efter at have levet en rakkertilværelse så længe.

Seks dejlige, uforglemmelige uger, hvor jeg (næsten) fik lært at styre uhyret derhen, hvor jeg vil. Hvor jeg opdagede, hvor stor glæde og udfordring der er ved at bruge bevægelsen i vandet og bølgerne til at styre med i stedet for et ror. Ganske vist hørte jeg undervejs bemærkningen: "Kajak uden ror er kun for purister", og det lo vi meget ad. Alligevel - jeg synes, det er fascinerende at samarbejde med de kræfter, der er i vandet, i stedet for blot at tvinge sin vilje igennem. Det giver en anden forståelse for, hvad det egentlig er, der foregår.
Jeg fandt også ud af, at en passende dagsdistance er 30 km imod 40 i raptussen. Men det kan jo være, det ændrer sig, efterhånden som jeg kommer i form igen efter to års fysisk tomgang.
I snit har jeg nok kun roet ca hver anden dag, til gengæld har jeg haft tid til at opleve landet og vandet, der hvor jeg er kommet frem, og trods min manglende fysiske form er jeg kommet igennem turen uden skader eller ømme led. Hvor er det dejligt at ryste præstationstanken af sig og nyde turen i stedet for hele tiden at have en lille orm til at gnave om gennemsitsfart og acceptable/uacceptable præstationer. Med havkajakken er jeg bedre i stand til at få det legende element ind i sporten.

Jeg opdagede også andre ting, nemlig at på det helt lave vand syd om Mors vokser der søanemoner - sønelliker - mellem stenene. Og det var sjovt at glide hen over tangskove af skulpetang, som vokser op i 3-4 meters højde og studere det liv, der er i tangen. Søstjerner, krabber, småfisk osv. Desuden fandt jeg muslingeskaller, som viste sig at være sneglehuse af tøffelsneglen, en snegl, som lever i småkolonier på en lille halv snes individer. Og den nederste er en hun, resten er hanner. Når den nederste dør, bliver den nye nederste en hun, og sådan fortsætter det. Det fik jeg fortalt om i Øresundsakvariet, hvor jeg viste mit mærkelige sneglehus frem for en af de kloge på stedet.

Det har som sagt været en uforglemmelig ferie. Og ikke mindst har de forskellige klubber på min vej været med til at give mig den oplevelse. Roklubber og kajakklubber - et sted sågar en sejlklub - har taget imod mig, når jeg er kommet forbi, og jeg har kunnet bo og bruge faciliteter, hvor jeg kom frem. Den del af vores klubkultur er en dyrebar skat. Lad os passe på den, hæge om den. Det handler ikke kun om at have et sted, hvor man kan få et bad, det handler også om fornemmelsen af, at vi er et folk. Vi har et fællesskab på vandet som vi skal være glade for.

Vel hjemkommet er jeg allerede i gang med at kigge på kort: Hvor vil jeg hen næste gang?
Indtil da vil jeg lære havkajakkunster.
Vel mødt på vandet.

h, forresten - til dem, det måtte interessere: Det blev til 640 km.