Disse betragtninger er MINE, og de er kun gældende for ture af op til et par ugers varighed - på længere ture skal den medbragte mad specialiseres langt mere - dels for at kunne medbringes, dels for ikke at rådne. Nedennævnte betragtninger virker naturligvis på længere ture, hvis der suppleres med købmand/kro besøg ind imellem.
Morgenmaden skal der helst være lidt 'gods' i - dvs den skal ikke kun bestå af hvidt brød med syltetøj, da det er forbrændt på et par timer, og så er der længe til middag. Rugbrød, div grove brød, virker langt bedre, men det er nu rart at få lidt varmt om morgenen. Jeg foretrækker havregrød, men havregrød på vand alene, er der sgu ikke meget ved.! Derfor har jeg udvidet konceptet lidt:
En stor kop havregryn.
En spiseske (rør)sukker.
En lille teske salt (mindre hvis der bruges saltvand).
½ teske kanel.
Stor spiseske tørmælk. (Matas)
Disse ting hældes sammen i portionsposer hjemmefra, som så blot blandes op med vand og koges. Som 'drys' foretrækker jeg rosiner og æbler, men de skal IKKE koges med.
Rugbrød med 'nemme' pålæg, som ost og spegepølse virker for mig, i det mindste til kortere ture, hvor varerne ikke når at blive fordærvede. Over flere dage slipper man ikke rigtigt for dåsemad, valgt efter egne smagsønsker. Man kunne dog også nøjes med nødder, snacks el. lign til middag - det virker såmænd også fint, blot morgenmaden har været solid.
Jeg indrømme jeg ofte sidder og betragter mine ro-fællers kulinariske udgydelser. Jeg mangler simpelthen fantasi til at sætte (spændende) ting sammen. Er der en 'chef' i flokken har jeg ingen problemer i at snitte, koge, brase eller hvad der nu skal ske. Men til 'eget brug' kan jeg ikke rigtigt se det er arbejdet værd - ikke at jeg ikke kan se resultatet er lækkert - men fanden i det, jeg bliver mæt alligevel. ;)
Derfor tager jeg ofte nogle frosne rester med til de første par dage, derefter står den på 'noget nemt fra købmanden' eller færdig(tør) retter. Nedennævnte brød er dog heller ikke at foragte!!
Min kone har kreeret en lille opskift der er god at tage med færdigblandet. Den kan enten bages som snobrød, men man opnår et bedre resultat ved at bage den som 'kage' imellem to Trangia pander (en som låg). Portionen her er nok til 2-3 personer.
300g mel
5-10g salt
krydderier: basilikum, oregano, you name it
15g bagepulver
5sp sk mælkepulver
4sp sk olie, og vand tilsættes efter behov umiddelbart inden bagning.
Bent Bjerrum har en anden lækker brødopskrift.