Saltvand som tilskud i nødsituation

Du rejser det gamle og ofte stillede spørgsmål, om man ikke i en overlevelsessituation kan strække en lille feskvandsvandbeholdning ved at spæde den op med havvand.

Begrundelse herfor skulle være, at eftersom kroppens legemsvæske indeholder ca 0,9 % salt og havvand indeholder ca 3 %, skulle det være muligt at tilsætte i alle tilfælde noget havvand.

Desværre går det ikke. Grunden hertil er, at havvand nok indeholder 3% salte, men det er ikke de samme salte, som legemsvæskerne indeholder. Nogle af disse salte f.eks. natriumsulfat, vil direkte medføre, at de vil rive vand ud af kroppen for at blive udskilte( p.g.a. deres osmotiske virkning).

Nogle havfugle (og også ørkendyr) kan udskille salte i næsten tørstofform. Det kan vi ikke, og da der hele tiden dannes salte i vores krop, der skal udskilles, medfører dette, at vi nødvendigvis må tvangsudskille dem med legemsvand. Derfor taler man om den såkaldte ”tvangsdiurese”, der udgør omkring 4-500 ml , som hver dag vil blive udskilt i urinen. Urinen bliver mørk og sparsom, men dannelsen og dermed udskillelsen kan ikke altså ikke standses.

Da de fleste af os ved normal vandindtagelse altid har et vist overskud af vand i kroppen, har man sagt, at skal der spares på drikkevand, så kan alle klare sig i et døgn (det første) uden a drikke noget.

Man kan desværre ikke oplade kroppen med ret meget, da en overskydende mængde vand i kroppen hurtigt vil blive udskilt med nyrerne [1].

Derefter skal man dagligt drikke ca 500 ml vand. Dette for at holde trit med den omtalte tvangsdiurese. Gør man ikke dette, vil dehydreringen blive for voldsom.

Der er altså forkert at spare på drikkevandet mere end som så. Man har desværre bl.a. under 2.Verdenskrig set tilfælde hvor redningsbåde har været fyldt med døde, men med bådens vandtanke halvfyldte.

Man kan specielt i tropiske have søge at undgå at komme i sved ved at undgå arbejde, søge at opholde sig i skygge. Man skal ikke bade for meget i havvandet, da saltet hurtigt vil give anledning til hudsår. I stedet kan man søge at køle sig selv ved at dyppe hænder og underarme, samt fødder og underben i det køligere vand og lade vandet fordampe fra huden der.

I øvrigt, under koldere himmelstrøg, skal man i de første dage beordre, at den enkelte overlevende drikker sit tildelte kvantum. Tørstfornemmelsen kan helt mangle, og den enkelte kan sløve hen i dehydrering uden at være klar over det.

Alle er enige i, at chancerne for at blive reddet er størst i de første dage efter et forlis. Derfor skal man sørge for at være årvågen (vel hydreret), så man kan aktivere signalmidler m.m..

Men selv ved en beordret indtagelse af vand, vil personer blive dehydreret. Dette har jeg set efter en uges ophold i redningsflåde. Dette betyder, at man f.eks. ikke kan tåle at rejse sig op (eller blive rejst op), uden at man besvimer, da man ikke kan holde blodtrykket oppe. Derfor skal man altid ved redning af skibbrudne sørge for at de transporteres liggende, og siden lejres i den såkaldte ”hjertestiling” (dvs halvt siddende med puder i ryg og under knæene).

Man har sagt, at den søsyge, som man ofte ser når man border en redningsflåde er farlig fordi man ved opkastning mister væske – dette er ikke helt rigtigt. Den første opkastning består kun af den væske, der findes i mavesækken. Senere opkastninger medfører ikke et egentligt væsketab, men er ubehagelige og mindsker muligheden for at kunne holde sig klar til at blive reddet.

Lad mig (Steen) tilføje at Alain Bombard har lavet praktiske forsøg omkring overlevelse, ikke på 'ren' saltvand, men hvordan man man får fersk-vand nok som supplement til overlevelse, på åbent hav: Alain Bombard

[1] Man kan teoretisk tænke sig, at dersom man kunne nå at drikke en større mængde vand før man forlod sit skib, så vil urinen kunne blive så ”tynd” (d.v.s. helt vandklar), at den kunne drikkes i det næste døgn!!!!

Det er ikke mit råd, men stammer fra litteraturen. Mig bekendt har ingen benyttet sig af tilbuddet.