En tur i Havkajak rundt om Amager.

 

 

Tja – hvor skal jeg begynde ! -  Ja ikke alle mine planer holder , men fredag den 1.august  2003 sagde vejrudsigten 3-5 sekundmeter vind fra skiftende retninger,  nogen sol og temperatur omkring 28 grader – igen en af de meget varme sommerdage i denne herlige sommer – Nu skulle det være – det var lige vejr til en tur rundt om øen (Amager).

Så jeg pakkede en madpakke, lavede en kande termokaffe og fyldte vandflaskerne – ja og selvfølgelig læssede kajakken mv. på taget – så kom det svære – det var at få vækket generalen og få hende til at køre mig ned til stranden – men det lykkedes.

Der var et dejligt vejr og ”Seayakken” blev pakket og sat i vandet  ved Kastrupfortet. Jeg valgte at sejle syd om Amager – altså med uret rundt. Jeg havde ingen anelse om, hvor lang tid sådan en tur ville tage – men regnede med at være tilbage, inden det blev mørkt – så der blev aftalt nogle tidspunkter, hvor jeg ville ringe og evt. aftale et andet opsamlingssted.

Kursen blev sat ned mod Lufthavnen – der var næsten helt fladt vand – så det gik rimeligt let , dog opdagede jeg ved Lufthavnen, at jeg havde strømmen lige i snuden. Men skidt det gik alligevel – strømmen var ikke så stærk.

Når man sådan sejler lige under flyenes indflyvningsbane – så er nogle af dem altså store – og der kom en 4-5 store fly bare på den korte tid, det tog at komme forbi. Lige efter landingsbanen kommer der en hel togstation – hvor der klargøres tog  - og så er der en stensætningen hele vejen forbi Lufthavnen.

Man skal  ikke alt for tæt til denne stensætning – for der passerer som regel en del store skibe ude i renden – og de holder en god fart og kan sætte nogle nederdrægtige bølger, især hvis man er så uheldig, at få den lige i enden ved  det meget lave vand ved Lufthavnens redningshavn

Da jeg var kommet forbi Lufthavnen, var der lidt strømlæ inde under land – så det gik fint – dog passede jeg på ikke at have for meget fart på – jeg skulle jo gerne holde  hele vejen rundt – så turen til Dragør gik i moderat tempo. Det gjorde resten af  turen nu også – der skulle ikke sættes hastighedsrekord – jeg skulle bare rundt.

Rundt om Dragørs havne gik ligeså let. Der var dog lidt trafik ud og ind af havnen. Kommet rundt om Dragørfortet var der tid til at kikke på kortet – for der er en forfærdelig masse store sten – ret langt ud – og det hele vejen om til sydspidsen af Amager – Det er med at holde sig udenfor 2.meterkurven – og selv udenfor denne er der kæmpestore sten.

Da jeg nærmede mig Sydvestpynten, begyndte jeg at kikke efter et par gamle venner, som svømmer rundt deromkring – det er nogle meget nysgerrige sæler – der holder til der – jeg har et par gange kunnet lokke dem frem ved klappe en tre gange med pagajen i vandoverfladen – og det skulle selvfølgelig prøves igen. Jeg havde ikke givet mere en et par klap – så var de der – to hoveder stak op af vandet mindre en 25 meter fra kajakken – ja og så plaskede de med den sidste kilometer rundt om pynten – det ser altså sjovt ud med sådan et par legesyge krabater lige ved siden af kajakken – man får næsten indtryk af at de kunne finde på at nappe efter pagajen – men de bliver som regel lige bag kajakken.

Kommet godt rundt om pynten var det ved at være frokosttid – og det var næsten halvvejen rundt om øen – så kursen blev sat ind mod land – man skal godt rundt inden kursen sættes mod land – for der er meget lavvandet der.

Jeg holdt ca. en times pause på Sydvestpynten, hvor jeg fik rørt benene og bevæget mig lidt rundt – Så var jeg klar til at fortsætte det sidste stykke – som jeg aldrig før har sejlet i kajak.

Det er i grunden en sjov tanke man får – Nu var jeg sejlet rundt om Lufthavnen – for nu kom flyene ind til landing fra denne hersens side – Her kom de også lige hen over hovedet på en, bare lidt højere oppe. Man syntes jo lige man har været på den anden side.

Jeg fortsatte hen mod dæmningen, der løber hele vejen rundt – og helt ind til slusen i Sydhavnen. De første mange kilometer er fuglereservat, og der er landgang forbudt, hvilket også er så godt som umuligt – så det var bare fremad. Det ser ret ensformigt ud helt om til Kalvebodsbroen (motorvejsbroen) – der støttes på en lille kunstig anlagt ø, der bliver kaldt ”Skrædderholmen”. Det var dog en utrolig larm de biler kan lave ovenpå sådan en bro.

På strækningen rundt langs dæmningen, står der en del bundgarn – og de går næsten helt ind til dæmningen – så jeg valgte at prøve at komme indenom – det kan lige lade sig gøre.

Kommet under broen –  så var strømmen selvfølgelig lige i snuden igen. Nu begyndte der da at blive lidt trafik på vandet. Fra Dragør og til Kalvebodsbroen havde jeg ikke mødt en eneste båd. Men fra broen til Sydhavnen der mødte jeg omkring 15 både og en hurtigpadlende kajak. Men nu nærmede jeg mig det spændende sted – nemlig slusen.

Så jeg padlede lige i retning mod Sluseportene, under jernbanebroen og Sjællandsbroen  – men - der var  noget havnearbejde eller sådan noget i gang – der var i hvert fald banket en spunsvæg ned på langs i havnen, og slusen var lukket  – så hvordan pokker kommer jeg så igennem – det var bare tilbage igen under Sjællandsbroen. Det så ud til at der var nogle huller helt ovre under Sjælland – så der blev drejet derover og ganske rigtigt – der var nogle små huller  som man lige nøjagtig kunne være i – ind gennem et af dem og ud på den anden side af Sjællandsbroen. Der var pludselig Strømfaldet – men hva nu! – hvordan pokker kommer man igennem der – Den lille flydebro som jeg havde set på denne her side – den var vippet op – hva gør du nu lille mand!  En overbæring så ud til at blive noget besværlig.  Medens jeg sådan sad og overvejede situationen – kom der en lille motorbåd ovre fra den anden side – den havde kurs lige mod strømfaldet – og jeg kikkede godt efter hvilket hul den ville prøve at komme igennem – og et øjeblik efter var den igennem – Bingo – der var løsningen – jeg skulle bare igennem det hul.

Så kursen blev sat efter det hul motorbåden var kommet ud af – og efter at have konstateret at der ikke var nogen både på den anden side – fik jeg kontakt med føreren at den lille motorbåd – han fortalt at der var omkring 15 cm.s strømfald – så jeg skulle holde tungen lige i munden – for jeg ville have strømmen lige imod. Jeg takkede for oplysningen og så blev der ellers sat skub i kajakken  og jeg røg faktisk lige igennem. Der er ikke meget plads – pagajen kan lige være der. Kommet igennem i første forsøg roede jeg et par hundrede meter længere frem – og nu var der tid til en kaffepause – det syntes jeg, at jeg havde fortjent. Den dersens oplevelse med at ryge gennem strømfaldet – det skal prøves igen på et senere tidspunkt – for det er godtnok lidt af en oplevelse af de sjovere. Jeg sad og overvejede at ro tilbage og prøve en gang mere – men jeg kunne dog nære mig.

Medens jeg sådan sad midt ude i havnen og holdt kaffepause – sad jeg jo og kikkede fremefter – og det var dog en utrolig leben af motorbåde, Speedbåde, svømmere, og badende der var længere fremme – Det var som en myretue.

Jeg havde ingen anelse om at der blev afholdt ”KULTURUGE PÅ HAVNEN” med den store finaledag i dag fredag.

ALDRIG har jeg set en sådan trafik i selve havnen – helt frem til Langebro – for pokker – havde jeg vidst det – var jeg ikke sejlet rundt om Amager.

Der var Triatlon med svømning i havnen – væddeløb mellem 4 store Ottere , udlejning af aluminiumsjoller med motor og SitOnTop kajakker  og i tusindvis af badende – samt 3-4 store Speedbåde som farede frem og tilbage og ikke at glemme Havnerundfarterne – som sejlede med 4 både nærmest i kølvandsorden lige efter hinanden – og  HT.s Havnebusser og en 10-12 andre motorbåde

Jeg fik på en eller anden mærkelig måde sneget mig igennem og kom langt om længe under Langebro og  åndede lettet op – for der var der ikke et øje at se – men go daw  do – jeg havde helt glemt Havnerundfarterne – de kom farende ud af kanalen ved Christiansborg og svingede til venstre for umiddelbart efter at dreje til højre ind til Christianshavns kanal – jo tak – 4 stk ad gangen i kølvandsorden og lige efter hinanden – så efter en gevaldig hoppetur  i kølvandsbølger og returbølger både forfra, bagfra og fra begge sider, slap jeg endelig  under Knippelsbo – nu kunne det da ikke blive værre!

Men det kunne det – Kommet under Knippelsbro,  nærmede jeg mig Holmen .– Der blev der for alvor trafik – jeg talte foran mig 16 stk Kanalrundfarter og 2 gule havnebusser og 32 lystbåde i forskellig størrelse , der alle uden hensynstagen kølvandsbølger og returbølger bare holdt fuld fart på. Kors for en gyngetur helt ud til Lynetteløbet.

Det sidste stykke frem til lynetteløbet  lagde jeg mig i kølvandet på en slæbebåd der slæbte rundt på en pram, der nærmest lignede en slags husbåd under bygning.

Jeg fik i hvert fald et slags KULTURCHOCK

Endelig fremme ved Lynetteløbet – så var det bare skråt til højre og ud af havnen – men bare i det lille sejlløb – ja der var der ikke mindre en 4 sejlbåde og 6 motorbåde – Det var dog en utrolig trafik.

Turen fra Fisketorvet og til Lynetteløbet havde taget lidt over 3 timer.

Det sidste stykke gik så stille og roligt forbi Vindmøllerne – både dem på Amager og dem ude midt i vandet – man kan jo ikke ligefrem påstå at de pynter i landskabet. Forbi Lynettehavnen og Bencinøen – hvor de er ved at udvide hele øen og rundt om hjørnet ind mod Helgoland. Nu var der ikke ret langt – og jeg var ved at være godt træt. Så det gik hen langs Amager Strand i moderat tempo. Turen gennem Københavns havn havde næsten taget pusten fra mig.

Jeg fik forbindelse med Generalen og aftalen blev, at jeg sejlede hen til Lufthavnen, til Kastrup.s gamle lystbådehavn – for det var så godt som umuligt, at tage båden op ved Kastrupfortet – der var i tusindvis af badende på stranden .

De sidste par kilometer hen til Kastrup var lange – ja meget lange.

Det var så den tur – det blev fra start til slut til ca. 50 km og fra kajakken blev sat i vandet til den var oppe igen gik der i alt 10 timer – Det var i hvert fald en oplevelsesrig tur – man kan vist sige fra den ene yderlighed til den anden.

Jeg har i hvert fald fundet ud af, at næste gang jeg vil Amager rundt – så skal det ikke være medens der er Kulturuge på havnen – og så bliver det gennem Københavns havn først – og ikke gennem havnen en fredag eftermiddag i slutningen af sommerferierne..

Men det var nu en skøn og oplevelsesrig tur – strømfaldet i slusen skal prøves igen!

Næste ø jeg vil rundt om bliver Saltholmen og Peberholmen – så må jeg kikke på Sjælland senere.

 

Povl Skudstrup.