Turleder i Bælthavet af Peter Unold

I dagene 9-12 Maj havde jeg inviteret til tur "Rundt i Bælthavet". Turen havde både været slået op her i Info og i tyske DKVs aktivitetskalender. Ideen med turen var at lave en udfordrende Samsø tur, hvor vi skulle mere end blot ro rundt om Samsø. Jeg vil her fortælle om mine oplevelser som turleder for så stor en gruppe på en så udfordrende tur.

Torsdag morgen var i alt 13 roere, fordelt på 9 solo-kajakker og to dobbelt-kajakker mødt op i Hov havn. Fra Tyskland kom Thomas, Inga, Udo, Gisela, Olaf, Berta, Manfred fra Berlin over Heidelberg og Hamborg. Fra Danmark var vi Thomas, Lone og Ravn fra København og Svend og undertegnede fra Århus.

Selvom starten var sat til kl. 9:00 gik der næsten en time før alle havde pakket færdigt. Disse forsinkelser er altid problematiske og kimen til en masse utilfredshed. De deltagere som er færdige til tiden står og tripper i deres rotøj mens de langsomme forvirret stresser med pakningen. Et godt råd til fremtidige turdeltagere - lav en prøvepakning hjemmefra.

Umiddelbart før vi skulle ro, kaldte jeg folk sammen til et møde. Vejrudsigten for fredagen meldte om hård vind grænsende til kuling fra øst, hvilket udelukkede et kryds over Storebælt. Men da det samtidigt var svært at se hvordan vi skulle bruge fire dage på at ro rundt om Samsø, foreslog jeg at vi helt droppede Samsø. I stedet anbefalede jeg en sydligere rute, som ville gi' os ren medvind om fredagen. Der lød ingen protester, men jeg tror at flere af deltagerne var skuffet. Det er hverken første eller sidste gang, at jeg på grund af en truende vejrudsigt radikalt ændre ruten eller startstedet for en tur jeg arrangerer. Det må være vigtigere at ha' en god tur end partout at skulle ro fra punkt A til B.

Ruten - Dag 1 - Dag 2 - Dag 3 - Dag 4

Et fænomen som jeg efterhånden har oplevet en række gange på foreningens ture, er at deltagerne lægger ud i et vanvittigt opskruet tempo. Alle lader som om de ror i deres normale tempo, mens de i virkeligheden ror til grænsen af deres formåen. For at undgå dette, bad jeg udtrykkeligt deltagerne om at holde sig samlet og tage det roligt. Vi havde masser af tid før det ville blive mørkt.

Endelig kunne vi ro af sted og det 14km lange kryds til Endelave forløb problemfrit. Efter en times frokostpause(mindre kan ikke gøre det med så stor en gruppe) på Endelaves østkyst skulle vi videre. På mit spørgsmål om alle følte sig parate til det 22km lange kryds til Fyns hoved, var der ingen som svarede nej og kun få der sagde ja. Kunne man mon vente andet? Vejrudsigten forudsagde at vinden ville gå i øst og tiltage til frisk vind.

Den første 2/3 del af krydset forløb problemfrit, selvom hastigheden var meget lav med under 5 km/t. På et tidspunkt døde vinden fuldkommen for så langsomt at tiltage fra øst. Jeg forsøgte at sætte lidt tempo ved at lægge mig i front, men det resulterede blot i at gruppen blev mere spredt. Det blev snart tydeligt at hastigheden skyldes at flere af deltagerne var begyndt at blive trætte. Da vi havde 7-8 km igen var vinden frisk fra øst grænsende til, men aldrig overstigende 9 m/s.

Det er interessant at observere hvordan en gruppe splittes op i sådan en situation. I takt med at folk bliver trætte, forsvinder overskuddet til holde øje med resten af gruppen. Man er tilbøjelig til at ro i sit eget tempo og holde den kurs hvor land ser ud til at ligge nærmest. På forbavsende kort tid blev vi spredt ud som en vifte, med 300-400m mellem yderpunkterne. Jeg må indrømme at tanken "Hva' faen har jeg lokket folk ud i?" strejfede mig da situationen så værst ud. Samtidig var jeg irriteret over, at flere af deltagerne åbenlyst ikke var i den form, som min tur-invitation havde anført.

Omkring 3 km fra land, holder jeg en meget træt roer ved selskab, da jeg i modlyset ser at den bagerste roer fra en anden gruppe stopper med at ro og hurtigt falder tilbage. Jeg har ikke lyst til at forlade min makker, men da den efterladte roer efter et minut stadigvæk ikke flytter på sig, er jeg tvunget til at vende rundt. Da jeg når frem, ser jeg at det er en stærk roer, som blot holder en lille spisepause. I situationen forekommer det mig at være en særdeles dårlig opførsel. Hvorfor ventede hans gruppe ikke på ham? Eller hvorfor havde han ikke roet op foran hans gruppe, før han tog sin spisepause. Den slags misforståelser opstår let, når folk bliver spredt.

Vi nåede frem og kom i land men langtfra med den sikkerhedsmargin som jeg havde foretrukket. De 22 km tog 5-6 timer og mørket var ikke langt væk. Havde vinden tiltaget blot en anelse mere, havde vi haft et problem.

Når jeg bedømmer krydset bagefter, er der mange ting jeg gerne ville ha' lavet om. Vi burde ha' taget tidligere af sted fra Hov. Vi burde have holdt et højere tempo i starten af krydset da vinden var svagere og vi burde have holdt meget bedre sammen da vinden tiltog. Men allervigtigst burde alle deltagerne ha' været i god form. Havde vi fulgt tommelfinger-reglen "for at fortage et N km langt kryds, skal man have kræfter i behold til at ro 2*N km", så skulle gruppen samlet set ikke ha' krydset. Det var sigende for situationen, at jeg var mere bekymret for den erfarne roer som var i utilstrækkelig form, end jeg var bekymret for den grønne roer, som var i superform. Moralen er, at råstyrke er en afgørende sikkerhedsfaktor under roning på åben hav. Det er godt at ha' erfaring, uddannelse og udstyr, men det er endnu bedre at ha' kræfterne til at ro sig ud af problemerne.

Hvorledes sikre vi os, at deltagerne på vores ture er i tilstrækkelig form? På ture der følger kysten, kan deltagere i dårlig form nok være en belastning, men de udgør ikke nogen direkte risiko. På åben hav er alvoren helt anderledes. Er det overhovedet forsvarligt at lave åbne invitationer til så svære ture? Eller skal deltagerne håndplukkes blandt folk, hvis erfaring og form vi kender?

På dag to havde vi som ventet en hård vind fra øst med vindstød af kuling-styrke. Til morgenmødet beskrev jeg planen for dagens rotur: Et 15km kryds i medvind til kysten sydøst for Agernæs, for så at gå enten nord eller syd omkring Æbelø mod Bogense. På trods af mødet og en opfordring til folk om at holde sig samlet, valgte tre af deltagerne alligevel deres egen kurs og forsvandt snart ud af syne på vej langs kysten mod syd.

Jeg var irriteret over situationen og besluttede at vi andre skulle gøre som aftalt, for så siden at forsøge at ringe til dem. Dét er efterhånden blevet en af mine kæpheste, at folk skal ro i een gruppe når de er på tur sammen. Alternativet er nemlig, at man skal bruge en masse mental energi på at lede, vente og holde udkik efter folk.

I høj solskin og store bølger lod vi os blæse til den modsatte side, hvor vi ramte en perfekt sandstrand. Her blev vi hurtigt fuldtallige, da de tre udbrydere kort efter også dukkede op. Det vidste sig at de havde misforstået mig under morgenmødet. Under pausen kom jeg i tanke om udtrykket "al ting tager den dobbelte tid, ingen ting tager et kvarter"[På ski til sydpolen, Gjersøe& Joos]. Når en mad- og tisse-pause involverer 13 mennesker, kan man glemme alt om en hurtig lille pause.

Efter frokost på Agernæs og et kryds ud nord om den flotte Æbelø, skulle vi videre mod Bogense. Igen var nogle af deltagerne trætte og jeg måtte flere gange forklare hvorfor vi ikke kunne slå lejr på Æbelø. Efter at ha' haft den stærke vind i ryggen på de forløbne 30km, overraskede vindstyrken mig da vi for tidligt kom fri af øen og nu fik vinden ind fra siden. Vi burde ha' valgt den sikre rute ned langs Brådet, men presset var stort for at komme til Bogense og slå lejr. Igen blev gruppen hurtigt splittet op. Jeg fulgte en roer, som roede en kajak uden ror og finne. Manden var teknisk dygtig men kunne uanset kantning og korrigerende rotag ikke holde den ønskede kurs. Vi endte med at holde en kurs stik syd, for så at dreje 90 grader da vi nærmede os Fyn. Vi nåede Bogense og slog lejr op umiddelbart vest for byen. Vi havde roet og blæst 40km og flere af deltagerne var meget trætte. Heldigvis var humøret stadigvæk godt.

Lørdag formiddag roede vi i solskin og en jævn vind fra skiftende retninger over Båring vig til en paradisisk strand under klinten ved Røjleskov. Efter endnu (lang) kort pause("Kan vi ikke blive her Peter?"), gik det videre over Tragten til Trelde Næs. Jeg kunne mærke at flere af deltagerne var ved at være slidte og tilliden til min afstandsbedømmelse var faldende. Problemet var at jeg ikke havde noget kort over området og derfor måtte estimere når jeg blev spurgt om hvor langt der var igen. Når man svarer en træt roer, er det fristende at underdrive afstanden.

Efter frokost skulle vi over Vejle fjord. Og selvom fjorden kun er et kort kryds, nåede gruppen alligevel at blive splittet igen. Hvordan sker den slags? Hver gang vi skulle i kajakkerne, var der mindst 2-3 minutter mellem den første og den sidste roer var parate til at ro. I dette tilfælde begyndte de hurtigste så småt at ro videre, før de langsomste var i kajakkerne. Det endte med at vores gruppe på 13 mennesker, ramte den nordlige bred 5-6 forskellige steder over en strækning på 6 km. Da en gruppe samtidigt ringede til mig og fortalte at een af dem havde fået ondt i skulderen og måtte ha' et hvil, var forvirringen (og min irritation) total.

Under turen diskuterede jeg flere gange med Ravn og Udo, hvordan man bedst holder sammen på så stor en gruppe. En ting som ikke fungerer er, at opgive en kompaskurs og så overlade til deltagerne selv at følge den. Det forslag jeg syntes bedst om, gik på at vælge een person som sætter kursen og som holder sig nogenlunde i front. Turlederen kan så, hvis denne har overskud til det, frit ro rundt i gruppen og hjælpe/opmuntre etc.

Ud på aftenen slog vi lejr på As hoved nord for Juelsminde. Nu var det tydeligt at flere af deltagerne var meget slidte. Havde det ikke været for den blå himmel og den gode lejrplads, havde stemningen sikkert været mere anstrengt.

Søndagens rotur tilbage til udgangspunktet forløb problemfrit. Vi startede en time tidligere end vi plejede, så vi kunne være i Hov omkring frokost. Fra tidligere ture vidste jeg, at den sidste dag helst skal være kort. I diset vejr og let medvind var stemningen god, grænsende til det overstadige på de sidste kilometre mod Hov. Og dermed sluttede vores tur rundt i Bælthavet. Jeg havde aldrig før roet så lang en tur(+160km) med så stor en gruppe og jeg havde aldrig før i så udpræget optrådt som turleder. Det var en både anstrengende, opmuntrende og lærerig oplevelse. Tilfredsstillelsen ved først at ha' ført gruppen ud og siden fået den hjem igen i god behold, forsvandt ikke lige med det samme.