www.havkajakroerne.dk->Ture ->

Mors rundt i Kristi himmelfartsferien 2002

af Peter Øgaard

Vi var 4 der mødtes i Glyngøre, til Kajakbumsernes tur rundt Mors, det var Christina fra Hobro, Ingvard fra Gedsted, Bent fra Bælum og så mig selv, Peter fra Hobro.
Jeg kom vist til at love dem en ren medvindstur på grund af vejrmeldingen, sikke noget møj. Faktisk så havde vi mest modvind og det i rigelige mængder. Onsdag kørte Christina og jeg op for at være i god tid og have en ekstratur ud af det, vi ankom lige til aftensmaden og derefter gik vi på vandet, roede lidt hen ad kysten, hvor vi fandt en dejlig plads, her ville vi slå lejr.
Næste morgen var vi tidligt oppe, nu skulle vi jo se hvor mange der kom, vejrmeldingen var da OK.
Nu kom så kun dem jeg vidste ville komme, så efter den obligatoriske ventepause gik vi på vandet, vinden var godt i gang med at friske, så vi blev hurtigt enige om at vi ville syd om Mors for at udnytte medvinden, som så også skulle gå mere i sydøst, hvilket den nu aldrig gjorde.
Første pause blev ved Sillerslev lystbådehavn, et godt sted at finde læ i den efterhånden friske vind. ikke længe efter at vi var landet kom der et par Wayfarer joller drønende rundt om hjørnet, og ud sprang, nej ikke en ung pige, men et par ældre mennesker, vi lagde mærke til at det var pigerne der måtte i vandet, også da de skulle af sted igen. De kom fra Esbjerg og ville også rundt.
Efter frokosten og en kort gåtur, gik vi på vandet igen, vi havde lige et skippermøde først, hvor jeg fik sagt at bølgerne sikkert ville være af en anselig størrelse ved Agerø og endnu større ved Nes Odde, så jeg foreslog at vi tog inden om Agerø for at få lidt mere læ, det var der enighed for, især da Ingvard ikke havde ror på sin Capella og havde ikke så lidt besvær i medløbende sø. Vi havde så en overbæring ved dæmningen efter at have knoklet lidt med at vade i mudder til knæene, det er ikke altid helt godt det med at lukke et farvand med dæmninger. Derefter en problemfri sejlads rundt Nes Odde, vi roede op forbi færgen og lidt længere oppe af kysten fandt vi en dejlig lejrplads.
Dagens etape blev på 35 km

Fredag vågnede vi op til frisk vind fra Øst, en del over det lovede, de få sejlbåde der var på vandet kom med stormfok og 2 reb i storsejlet eller også kun på en fok, da vi kom på vandet og ville til at krydse Dragstrup Vig var vinden så frisk at vi ikke mente at det var værd at krydse den, så vi gik den hårde vej, knoklede os ind i bunden af vigen, det var hårdt, 2,5 time tog det og så en lang pause med lidt frokost og dejlig slikken solskin, derefter tog det kun 35 min. at komme ud igen.
Videre nordpå, her kom Rovvig, men den er nu ikke så stor, så der valgt vi at lave det jeg kalder færgesejlads, vi holdt vinden lidt ind på højre side og roede ikke særlig hårdt, så vi drev lige over uden ret meget besvær.
Så var det bare op mod Vildsund, som vi kom til klokken 19.30, vi roede lidt rundt for at se efter en plads, men kunne ikke finde noget.
Vi manglede vand så vi gik ind i lystbådehavnen, men her kunne vi nu ikke komme i land, så ud igen og ind ved siden af.
Nu kom der en hel familie, altså nogle unger og deres moder og så bedstemoderen. Dem spurgte Christina, som nu var både træt og kold om de ikke kendte en lille grøn plet hvor vi kunne slå teltene op? Næ det var vist helt umuligt svarede Helle, det var moderen til ungerne, hvad så med vand spurgte Christina igen, jo det kunne vi da få hjemme hos hende, vi kunne da også slå teltene op i hendes have, men hun boede et stykke oppe i byen.
Vi havde ikke lyst til at lade kajakkerne ligge uden opsyn, så nej tak, men så kom de forløsende ord, vi kunne jo slå teltene op hos bedstemor Inger, hun boede kun små 100 m fra stranden.
Det tilbud tog vi straks imod, især da vi også blev tilbudt bad, hvilken luksus.
Vi blev inviteret på aftenkaffe efter at vi havde spist vores mad, som vi først fik klokken 22.00 efter at have tumlet med at tømme kajakker og køre alt op på en trillebør, kajakkerne blev så placeret hos en nabo, hvor der var et par glubske hunde til at holde vagt. Det var vist kun i mundtøjet de var støjende, vi havde ikke nogen problemer da vi hentede kajakkerne næste morgen, hvor familien vistnok sov.
Morgenkaffe med varme rundstykker blev det også til. Det blev et møde som vi vil være meget længe om at glemme, hvor er det godt at Danmark stadig rummer mennesker som Inger, Helle og Harald, samt ikke at forglemme ungerne Bjarne, Dennis og Kristine.
Dagens etape 30 km

Lørdag, efter rundstykkerne, gik turen videre, nu var det nordsiden , med de flotte skrænter der trak, vinden var efterhånden blevet helt medgørlig, kun det halve af hvad der havde været de foregående dage, men stadig lige i snotten, pyt med det syntes vi vist alle, for solen bagte fra en stort set skyfri himmel, det var lunt så hvad betyder lidt modvind.
Vi havde en god lang frokost lidt før vi nåede ud til Fegge klint, her havde vi talt om at vi måske ville lave en overbæring, men nej, det skulle være rigtigt, så rundt om skidtet og derefter ned til den primitive lejrplads, der ligger lige efter Ejerslev, den kan være lidt svær at finde, men Birthe har lovet mig at de laver en markering ned ved stranden, så vi som kommer fra vandsiden også kan finde den. Her er dejligt, flot udsigt ud over Limfjorden og et dejligt værtspar.
Dagens etape 36 km

Søndag kom med vestenvind og regn, en lidt underlig fornemmelse, ikke noget med at skulle kæmpe mod vinden ej heller have en masse sol i øjnene.
Regnen var nu hurtigt ovre, men vestenvinden blev og der var også overskyet og ret køligt. Der skete ikke ret meget på de sidste 22 km, så da klokken var 14.08 anløb vi Glyngøre igen, turen var slut og vi en hel del oplevelser rigere.
Turens længde blev når alt er talt med på 123 km, det hårde vejr afholdt os fra at lave de store kryds, til gengæld fik vi afprøvet roteknik i mange forskellige bølgesystemer

Vi så ikke andre kajakker, hvilket måske kan undre os