af Kaj Poulsen.
Svalbard: Efter et halvt års forberedelse er jeg landet i Longyearbyen. Klokken er 0330, termometeret viser +10, og alt er indhyllet i tæt tåge.
Jeg vil gå ind til byen. Der er tre kilometer herude fra lufthavnen. Solen er begyndt at skinne og skylaget er ved at gå i opløsning. Det lover godt, men der blæser en kold vind ude fra fjorden. Byens Cafe hedder Busen. Det er her turister, håndværkere og andet godtfolk mødes. Det er bare stedet.
Da jeg havde tilbragt nogen tid her, med at suge indtrykkene til mig, gik jeg ud i byen for at se mig lidt om. Først op til Sysselmannen for at melde mig. Jeg skulle også høre, om det var forsvarligt at gå over Mittag - Lefflerbreen Fonna og ned til Nordenskiöld breen, som jeg havde kalkuleret med, for at turen kunne hænge sammen.
En af de ansatte kendte området derude ved Sabineland. Gå over bræerne !! Det kunne jeg godt glemme alt om. Der var så store spækker, at han ville tvivle på om kajakken kunne nå over.
Fra Sysselmannens kontor kunne jeg se, at der var kommet båd ind og min kajak var med. Det viste sig at være lige så vanskeligt at få plads til alle tingene i den, som jeg havde frygtet. Efter nogle forsøg lykkedes det dog at få plads, - selv til geværet. Det endte med, at jeg måtte have min isøkse og den ene støvle i cockpittet sammen med mig selv.
Jeg gik i land ude ved Bjørnedalen. Her ville jeg sove i nat. Første nat i fjeldet, - og lad mig sige det med det samme: Jeg så ingen isbjørne. Solen skinner, - det har den gjort hele natten. Det har nu ikke forhindret mig i at sove. Det er en sær fornemmelse at sove med et ladt gevær og revolver.
Ved en gammel russisk kulmine gik jeg i land, og så på den forladte by, - nu havde mågerne indtaget den. Engang var den en stor by, men så slap kullene op og byen blev forladt. Nu lignede den en spøgelsesby, som den stod der i terrænet, indtaget af fugle.
En ren gik og græssede ved teltet, ellers er det tejster, jeg har selskab af, når jeg padler, - og havheste kommer strygende tæt ned over vandet, så jeg nogle gange er helt bekymret for, om vi kolliderer, - men endnu er det gået godt.
Jeg skal gerne nå til Barentsburg i dag. Jeg strider mig af sted, og der er klipper lodret ned i vandet, der var ingen steder jeg kunne komme i land. Da jeg padlede ud af Grønfjorden kom et stort skægget hoved op af vandet. Først troede jeg, det var en hvalros, men da jeg fik set rigtig på den (og den på mig), kunne jeg se, at den manglede stødtænderne, så det måtte være en kobsæl, - men stor var den. Den fulgte med et stykke tid ud af fjorden.
Lidt efter kom der en flok hvidhvaler 10-15 meter fra kajakken, - lige så stille glidende gennem vandet, - op og blæse luft ud, og så stille ned igen. Det var et flot syn, jeg blev helt høj af det. Jeg krydsede over Isfjorden, der kommer altid noget vind ude midt i fjordene. Lige med et var der også en lunde. Den var der bare .Med sit kække udtryk var den der, - som en kærkommen ven og vejviser svømmede den foran, som ville den sige: bare efter mig.
En sæl plaskede rundt ude på fjorden og edderfugle kom strygende om kap med havheste. Lomvier kom op fra dybet med små fisk i næbbet - en fredfyldt morgen, med kun den aktivitet der er nødvendig, for at opretholde livscyklussen.
Jeg vil prøve at nå op til en fangsthytte, som ejes af en dansker, Hans Lund. Hver gang jeg kommer til en bugt, kigger jeg efter den, men der er ikke noget, der ligner en hytte. Så endelig kan jeg se en stang eller mast langt fremme, - og der er noget mørkt, - det må være hytten? Og det gule foran, var da en båd? Kunne det være Hans, der var taget her op? Det gav i hvert fald nye kræfter.
Da jeg kom tættere på, viste det sig, at det mørke var en stor sten, og "båden" var et stykke fjeld. Men masterne stod der. De var bare længere væk. Da jeg passerede pynten kunne jeg se huset, men der var et stykke endnu.
Det var Hans Lunds hus, men der var ingen hjemme. Hytten var låst og den var isbjørnesikret med store stolper op ad alle vinduer, som var blændet af med brædder. I stolperne var der søm, så den arme bjørn ville stikke poterne, hvis den prøvede at kravle op af dem.
Da jeg var inde og spise frokost, sad jeg i en grotte, og hver gang der faldt en lille sten ned fra loftet kigger jeg mig uvilkårlig omkring. Det samme når jeg går ud af teltet. Jeg sætter mit Trangiasæt op i forteltet for hvis der kommer en bjørn, bliver den nødt til at skramle lidt med gryderne. Så kan jeg nå at vågne og komme ud af teltet i den anden ende.
Med mindre den kommer ind i den anden ende af teltet, - så bliver det mig, der skramler med gryderne.
Da jeg går og pakker kajakken, ser jeg i vandet en sæl, der følger interesseret med i pakkeriet. Langs kysten ligger et stor fladt forland, og her går rener og græsser. Ofte alene eller et par stykker sammen, men aldrig i flok.
I fjorden ligger nogle små isbjerge, det ene ligner to mennesker, der ser på hinanden.
På kysten lå en gammel fangsthytte, som ikke havde været i brug i mange år. Solen skinnede på sydsiden, som også gav lidt læ, så her sad jeg i læ af et stykke Svalbard historie, og spiste min mad i solen. Det er blevet rutine, at det første jeg gør, når jeg går i land, er at lade min riffel. Den er altid afladt i kajakken, den skulle jo nødig gå af og skyde hul i kajakken. Revolveren er altid ladt - den kan jo ikke skyde hul nogen steder. To gange sad jeg og faldt i søvn med mad i hånden. Det tager nok noget på psyken, og jeg bruger meget energi på at komme frem under de forhold her, samt den risiko der også er, i og med at der kan komme isbjørn. Alt det tilsammen tærer på mine ressourser. Jeg må have noget søvn og mad, så jeg kan få noget overskud. Og hver dag bliver jeg våd i enden. De svejsede sømme i mine kajakbukser er gået fra. Lige nu føler jeg mig på fælgene.
Jeg havde længe ligget vågen og lyttet til bølgerne, der slog ind på stranden, - og vinden der ruskede i teltet. Ingen af delene lød som sød musik i mine ører.
Jeg kom til en lang sandodde? På kortet var det en ø. Men meget havde nok ændret sig, siden kortet blev trykt. Det så nærmest ud til, at den gik helt over til Prins Karls Land. Det gjorde den nu ikke. Der stod et fyr ude på spidsen. Jeg gik i land for at orientere mig, inden jeg rundede fyret. Og sikke et syn, der mødte mig. Et frådende hav, høje fjelde, ingen strande og sorte skyer. I det fjerne kunne jeg se, at et lavtryk var på vej. Der slap modet op. Jeg vidste at der var 50 kilometer til Ny-Ålesund. Men jeg vidste også, at der var et langt stykke lige ud i Grønlandshavet, som jeg skulle uden om, inden det gik ind i Kongsfjorden.
Jeg begyndte at padle tilbage. Der var et åbent vand ind i sandodden. Skulle det alligevel være en ø?
Jeg ville prøve at padle derind. Efter fem kilometer måtte jeg konstatere, at det var en blindgyde.
Jeg gik i land, for at se om jeg havde været for hurtig med at aflyse turen. Men jeg havde set rigtigt.
Der var ingen tvivl. Det var slut her. Nu måtte jeg tilbage til Longyearbyen. Jeg padlede ind til Åvatsmarkbreen, og gik i land ved en hytte for at se, om der var nogen hjemme. Det var nu ikke nogen fanger, der boede der. Hytten ejedes af Nicholas Copernicus University i Polen.
Der boede en polsk professor og en student, som henholdsvis havde været der i 3 og 1 måned. Jeg blev budt ind og blev der om natten.
Jeg fik taget afsked med mine polske venner. Vejret var selvfølgelig fint, - ingen vind og næsten havblik. Skulle jeg prøve igen? NEJ- der hang stadig et truende lavtryk. Der kunne bryde et eller andet ud når som helst. Efter hånden som dagen gik, kom sorte skyer drivene ind over. Nu er alle fjeldene lige høje -skyerne ligger tungt om dem. Jeg sidder og gør mig mange tanker over turen. Den blev jo ikke helt, som jeg havde forestillet mig. Jeg må jo nok erkende, at man ikke, ud fra bøger kan forudsige tingene og tro på, at det holder i praksis. Dels er der vejret, som er meget ustabilt, og så er der tidsfristen, som jo lægger et pres på mig, når jeg skal tilbage samme vej. Hvor længe skal man blive ved den ene vej, inden man vender om? Svalbard er stort og der er ingen små steder. Alle afstande er store og der er ingen faste trafiksystemer. Der er kun lejlighedstransport af turister og materialer.
Fra Daudmannsodden, ja - helt fra Steinpynten havde jeg problemer. Her er bare nøgne klipper ned i havet og tidevandet og vinden laver nogle store bølger. Det lignede vandet i en vaskemaskine. Et par canadiske gæs var ude med deres fire nye gæslinger. Så hvad piver jeg store mand over, når fire små gæslinger kan være her ude.
Men så vil jeg også have en fjerdragt, så jeg ikke hele tiden er våd i enden. Hver gang jeg er ved at opgive at komme forbi, var der et klippeskær, jeg kunne komme i læ af og få samling på mig. Endelig kommer jeg forbi, og det hele bliver lidt roligere. Nu vil jeg blive ved, til jeg skal krydse over Isfjorden.
Det er så tåget, at jeg ikke kan se over på den anden side, og se hvor jeg skal ramme. Jeg finder min kikkert frem og spejder derover, det bliver det ikke meget bedre af. Vandet er på vej ind i fjorden, og med lidt god vilje kan jeg se fjeldet på den anden side en gang imellem.
Jeg forsøger, jeg bliver da ført ind i fjorden, når strømmen er indadgående og vinden også. Efterhånden som jeg kommer ud i fjorden, kommer der store tidevandsdønninger, og jeg skal love for, at der er gang i havet.
Jeg ville godt have noget af drikke, men det kan jeg ikke, jeg har rigelig at gøre med at holde mig fast i padlen.
Blop --. Så er den der, min lille "totem" af en søpapegøje. Liggende der foran kikker den på mig, ryster på hovedet og dykker igen. Det blev noget af en tur.
Der ligger en hytte, der hvor jeg kommer i land. Nu er det bare om i læ af den, og få noget tørt tøj på. Hytten var ikke låst. Det var en gammel russerhytte, og det blev bedre endnu, for der var en kakkelovn og der var kul.
Jeg fik fyret op i ovnen. Det er utroligt, - netop i dag når jeg er helt færdig - jeg kunne knapt løfte øksen, da jeg skulle hugge pinde til at tænde op med. Så længe leve Rusland, - eller i hvert fald den russer, der ikke har låst hytten. Selv mandens sutsko kunne jeg låne. En herlig aften, og jeg skulle ikke ligge og lytte efter bjørn.
Ja! - Så er jeg tilbage til startstedet og hvad nu?
Jeg har et par gange mødt en slæbebåd som skulle ind til Barentsburg. Der lå en slæbebåd nede ved kulkranen. Jeg gik ned og talte med dem på mit bedste russiske med dansk accent, om hvorvidt jeg kunne komme med derud.
Det var ikke en russisk, men dansk slæbebåd, og den skulle til Sveagruva i morgen, der var ikke plads til flere på båden. Men vi fik en lang snak om grundfjeld, samt flint fra Stevns og Fakse Ladeplads. Styrmanden havde været stenfisker, og var godt kendt med de hjemlige farvande.
Nu har jeg besluttet at padle en tur ind i Tempeffjorden, men det blæser og er gråvejr. Der er modvind, og jeg strider mig langsomt derind. Efterhånden som jeg kommer længere ind, bliver vinden stærkere. Det er næsten ikke til at komme fremad. Lomvier kommer flyvende og slår sig ned ved kajakken. Det er, som de et kort øjeblik overvejer at lande på kajakken, men i sidste øjeblik ombestemmer sig og lander i vandet.
Vinden var efterhånden så hård, at jeg opgav at komme længere. Jeg vendte om og padlede tilbage til en hytte, for at komme i læ der i nat, og se hvad vejret bestemmer sig til, - det er +2ø og det småregner.
Op til regnvejr og vind fra nord! Jeg vælger at padle tilbage, - der er hvide toppe på alle bølgerne, og jeg vil ikke være i stand til at komme længere ind i fjorden med den vind. Ved Adventsfjorden slog jeg lejr.
Jeg ligger i teltet og det regner udenfor. Jeg skulle ellers have været ude og gå en tur, men det må vente. To gange var jeg nede og flytte kajakken i nat. Vejret blev bare værre og værre og regnen slog mod teltet.
Jeg havde i lang tid ligget vågen, og når jeg lå på højre side, kunne jeg høre elven bruse, og jeg havde sat teltet op i et gammelt elvleje. Det bekymrede mig, om vandet ville stige så meget, at det begyndte at løbe her. Lå jeg på venstre side, kunne jeg høre havet og bølgerne der slog ind på kysten. Det lød ikke rart, når jeg vidste, at jeg skulle ud fra stranden.
Jeg trak kajakken så langt ned til vandet, som jeg kunne uden, at bølgerne tog den. Jeg skulle have spraydækkenet på, inden jeg kom ud i brændingen. Bare een bølge var nok til at fylde kajakken med vand. Jeg kastede mig ud i det og kom gennem brændingen. Der ventede fem kilometer i et oprørt iskoldt hav.
Jeg skulle holde øje med de store bølger der kom skummende og var ved at rive mig omkuld, hvis ikke jeg nåede at dreje kajakken op i dem inden.
Jeg knoklede som aldrig før, det blev bare ved hele vejen over. Det var min ISHAVSDÅB - ingen tvivl om det.
Vel i land gik jeg op i lufthavnen og lavede min billet om, så jeg skal hjem i overmorgen kl. 0430. Det har sneet i nat. Der lå sne langt ned af fjeldet, men det har også været koldt.
Jeg padlede det sidste stykke ind til havnen, så jeg kunne få pakket kajakken og afskibet den. Riflen var jeg nede og aflevere, den var godt nok blevet noget rusten.
Ned på cafe Busen og spendere en kop kaffe med brød. Det har jeg fortjent. Det sner stadig udenfor, så jeg bliver her lidt, inden jeg skal op til Sysselmannen og melde mig tilbage.
Det blev sent i aften, for en tur ud til Bjørnedalen måtte jeg. Her var tre gamle grave hvor knoglerne stak ud. Også en hundegrav var her. Det har nok været basen, for selen og halsbåndet hang på korset.
Om aftenen kom jeg i snak med en nordmand som havde arbejdet her i 60- 87 hvorefter han tog til Amerika for at uddanne sig til pilot. Nu var han her for at søge arbejde, og når jeg kom igen var jeg velkommen til at bo hos ham.
Mens vi sidder og snakker, daler sneen ned. Det bekræfter mig i, at jeg valgte rigtigt, da jeg stoppede turen.
Nu venter jeg på at klokken bliver 0430. så vi sidder og snakker til jeg skal rejse.