Spring dagligdags eksemplerne over, og gå direkte til de kajakrelaterede betragtninger.
Jeg vil med dette skriv påstå at alt her i livet er forbundet med en risiko – medmindre man da intet som helst foretager sig. (og selv dette er ikke risikofrit)
Når knægten får lov at være oppe på taget af garagen, efter at jeg er gået ned, er der (større) risiko for at han skvatter ned, men jeg vurderer den måske lille nok til at den er værd at løbe, udfra den selvtillid, oplevelse, erfaring, motorik og balance det er med til at give ham. Andre ville aldrig lade ungen få oplevelsen – eller mange andre oplevelser, for den sags skyld.
Indenfor industrien opererer man med et dødsfald pr. x mill. arbejdstimer. En ulykke, der resulterer i fraværsdage, forventes pr. x mill arbejdstimer. (på min arbejdsplads ligger dette tal omkring 30mill)
Når jeg i den mørke, våde, tid møder en mørk fodgænger på landevejen, tænker jeg ved mig selv om personen er rigtig klog – det er tvivlsomt om personen har vurderet risikoen overhovedet.!
Når der er NATO øvelse kalkuleres med et vist antal dødsfald og ulykker.
Når knægten er med i egen
kajak, er det for at give ham hans helt egen oplevelse af
balance, motorik, vandets bevægelser, etc etc – langt mere
intenst end hvis han var passager hos os andre. Nogen (oftest ikke
roere) vurderer det som uforsvarligt, men nej: Knægten har
våddragt og redningsvest på - han kan højest blive våd og
forskrækket, andet sker der ikke.
Vi har taget en kalkuleret risiko..!!
Jeg har rundet 1.200.000km på landevejen, et ukendt
antal gange har jeg været i livsfare, nogen selvforskyldt, nogen
pga andre bilisters uventede handlinger. Alligevel kører jeg
hver dag. Gør vi ikke alle det..?? Nogen tænker
naturligvis ikke en tanke, men nogen har dog tænkt tanken –
og vurderet at chancen for at det går galt er tilpas lille, til
at ærindet retfærdiggør faren.
Et eksempel på en vurdering, er at jeg undgår motorvejen i
tåge og glat føre, da en del kører noget
stærkere end jeg bryder mig om i de forhold. Jeg skønner
at landevejen er mindre (livs) farlig under disse forhold, da
hastigheden er langt lavere. Hvad har jeg så gjort for at mindske
risikoen for at komme galt afsted på landevejen..??
Jeg har selvfølgelig engang taget et kørekort, og
efterfølgende div ekstra stempler i kortet. Et par ture på
køreteknisk anlæg er det også blevet til.
Men det vigtigste er at jeg fra 15-16års alderen, har kørt
bil hvor/som de fleste undgår det: Grusgrav, sne, glatføre
– jeg finder stadig (nu som 50årig) en øde parkeringsplads, eller vej, og
hygger mig med lidt sidelæns kørsel og opbremsning. Dvs
jeg har en klar fornemmelse af hvad der skal til at rette en
udskridning op, samt hvad grunden var.
En simplificeret kalkulering af risikoen, inden en tur, kunne se sådan ud:
(Jeg vil her koncentrere mig om kæntring, men det kunne også være påsejling, blæse til havs, usikker vejrmelding, mørke, mgl på ferskvand, etc etc.)
Resultatet skulle gerne ende i den tilfredsstillende ende af promille skalaen.
Da jeg i foråret 2006 (2006-04-21) krydsede hurtigfærgernes rute syd for Helgenæs, var jeg fuldt ud risikoen bevidst, derfor var det også meget få, og udvalgte, roere der blev inviteret med på turen. Folk som erkender at vi færdes i et dødsensfarligt element, og som derfor har dygtiggjort sig så de kan færdes sikkert i det, under næsten alle forhold. Aktuelt passede ‘vinduet’ mellem færgerne ganske snævert med den tid det tager at krydse det kritiske område, dvs ingen tid til at rode med folk der ikke kan udføre en hurtig og effektiv redning. Allerhelst skal rullet være på plads – ultimativt kan man være nødsaget til at efterlade en roer!! Dette kryds krævede et stabilt teknisk niveau, men også en sikker fornemmelse for egen og omgivende trafiks fart og kurs. Et kryds af denne art er ikke noget man skal kaste sig hovedkuld ud i – personligt havde jeg arbejdet mig henimod et tilstrækkeligt niveau i løbet af 2-3 år.
Vinterroning tilføjer flere facetter, og krav, til
havkajakroning. Dels er der langt mere kontant afregning hvis man
kvajer sig, dels stilles der krav til udstyr, og fysik, før
komforten kommer op hvor man får lyst til flere vinterture.
Der er mere ‘plads’ på vandet, hvilket også
gør at man i højere grad er overladt til egne
færdigheder og risiko. Det er også om vinteren de flotteste
ture ligger – måske fordi det hele er mere intenst. Om
vinteren er det langt vigtigere at turen tilpasses roerens kompetance
– om sommeren er naturkræfterne mere tilgivende. Det er
også vigtigt at man holder sine redninger og rul vedlige vinteren
igennem, så den dag det er alvor, kommer det kolde vand ikke bag
på én.
Man hører sjældent at roere justerer deres påklædning og sikkerhedsudstyr ift. deres (evt.) stigende kompetance. Fakta er dog at højt kompetente roere, der mener at kende egne begrænsninger, ikke ror i masser af ubekvemt tøj, egnet til vandgang – når de vurderer de aldrig skal ud og svømme.